Sitecore eller Umbraco som CMS-valg

UdskrivLOADEMAIL[jba]DOMAIN[compent.net]
Jeppe Basse
Af Jeppe Basse

Email: LOADEMAIL[jba]DOMAIN[compent.net]

At vælge et Content Management System (CMS) er en beslutning, man kan komme til at leve med i lang tid - og der kan være mange argumenter for og imod forskellige CMS-valg. På det danske marked er der dog to .NET baserede systemer, der adskiller sig fra den store mængde af CMS-produkter, i og med at de i mindre grad er funktionsmæssigt determinerede på forhånd, nemlig Sitecore og Umbraco. Selvom Sitecore og Umbraco er to meget forskellige produkter, der hver især henvender sig til 2 forskellige markedssegmenter, har de nogle basale features til fælles, der giver den samme form for fleksibilitet.


Sammensatte datatyper frem for modulbaseret udvikling

Det, der specifikt gør at Sitecore og Umbraco adskiller sig fra en lang række andre CMS systemer, er, at de er baseret på sammensatte datatyper, også kaldet Items (Sitecore) eller Dokumenttyper (Umbraco), der opbygges via administrationsinterfacet. Dette betyder, at CMS-systemet tilbyder, hvad der mest af alt kunne betegnes som "byggeklodser" som back-end princip.

Den helt klare fordel med denne måde at lave backend-funktionalitet på (frem for f.eks. at have et indsat "modul") er at:

  • Administration virker meget konsistent, fordi ikoner, inputfelter osv. er CMS-systemets egne.
  • Fejl mindskes, fordi hovedparten administreres fra CMS'et.
  • Der er en tæt integration mellem CMS'et og .NET - og umiddelbart er man bedre beskyttet fra at lave siloløsninger

Blandt ulemperne med denne CMS-model må der dog retfærdigvis nævnes, at overblik og performance indimellem kan have et noget ringere resultat end direkte implementering på SQL-server og visning via .NET kontroller.

Ikke desto mindre giver dette ekstra CMS-lag indbyggede funktioner som publicering og adgangskontrol, Workflow (i Umbraco dog kun notifikation) og sprogversionering, som i mange andre CMS-systemer kan være vanskelige at implementere i tilføjet modulfunktionalitet. (Her tales der ikke om enkelte 3.-parts moduler til Sitecore / Umbraco, som faktisk kan have de samme problemer).

 

Understøtter .NET objektmodellen og kan generere valid XHTML

Fordi både Sitecore og Umbraco har meget lidt front-end kode indbygget, men at denne kode laves som renderinger baseret på Items (Sitecore) og Dokumenttyper (Umbraco) - er udviklingen af løsninger baseret på enten Sitecore eller Umbraco ikke så fastlåst som mange andre CMS-systemer, og det kan uden de store problemer lade sig gøre at lave et DIV-baseret layout, der kan valideres som XHTML, dog lidt afhængigt af hvilke nogle .NET kontroller man vælger at bruge.

 

På .NET siden er både Umbraco og Sitecore fuldt integreret - og praktisk talt alt kode kan implementeres direkte uden problemer. Udfordringen ligger nærmere hos udvikleren, der skal sørge for at integrationen mellem .NET, XSLT og Content Management elementerne er logisk og velfungerende.

 

Det er dansk (er det en fordel?)

Selvom Sitecore og Umbraco bliver markedsført som internationale produkter, er det dog tydeligt at de har særlig godt fast i det danske marked. Dette er jo, internationalt set, et mindre marked - og det kan være svært at sige hvordan konsolideringen af CMS-produkter udvikler sig. Sikkert er det dog, at der til stadighed bliver færre hjemmeudviklede systemer til professionelle løsninger - og flere internationale produkter vinder frem. Det ser dog umiddelbart ud til at både Umbraco og Sitecore vil forsætte deres udbredelse internationalt, så derfor virker valget af et af disse CMS-produkter til at være et relativt fremtidssikret valg de næste år frem. Den absolutte fordel ved at vælge et dansk produkt er til gengæld, at der er mange danske udviklere der kender det - og det er muligt at få vejledning i Danmark.

 

Hvad skal man vælge, hvis man skal vælge mellem Umbraco og Sitecore

Familieskabet mellem Sitecore og Umbraco er dog heller ikke større end som så. Hvor Umbraco er et "minimal CMS", som det er hurtigt at opsætte en løsning i, er Sitecore en langt mere omfattende platform at arbejde med. Lidt afhængigt af budgettet, projektstørrelse og hvad man ønsker på både kort og længere sigt, kan der være fornuftige argumenter for at vælge begge platforme.

 

Selvom der findes andre gode CMS-platforme baseret på .NET (f.eks. EPiServer) har jeg valgt at fokusere på Sitecore og Umbraco. Dette er primært fordi de som beskrevet ovenfor er fleksible, løsningerne bliver ikke så nemt "låst" og begge platforme er gennemtestet og stabile. Ydermere har jeg fordelen af at udviklere, der har arbejdet med f.eks. Sitecore, meget hurtigt forstår logikken i at lave udvikling på Umbraco og omvendt - netop fordi de har mange af de samme grundidéer omkring hvordan Content Management skal fungere.

 

Jeppe d. 29 september 2008.

 


Kontakt

Compent ApS.
Studiestræde 39.1
1455 København K.
Danmark

Tlf: +45 2750 5656

Teknologi partnere

MicrosoftSitecoreUmbraco

Mød os på

FBTwitterLinkedIn